28. juli 2009
GLS bør undgås for enhver pris
Det er ubegribeligt, at GLS har så mange kunder. Deres behandling af andre folks ejendele er i bedste fald inkompetent.
Jeg har to gange købt varer på nettet, hvor GLS skulle levere, og begge gange gik der så meget ged i sagen, at det næsten ikke er til at tro, at det kun skyldes dumhed.
1. Havde i Tyskland bestilt to padler til min solokano. Efter pænt lang tid prøvede GLS at aflevere en dag, jeg var på arbejde. Der lå en meddelelse med GLS-logo og det hele fra chaufføren, hvoraf det dog ikke fremgik, hvem forsendelsen var fra. Da jeg ringede til GLS, kendte de ikke til nogen af de numre, der fremgik af blanketten. Der måtte være tale om en ferieafløser, sagde de. Hvorfor de udstyrer ferieafløsere med blanketter, firmaet ikke selv kender, glemte jeg i min befippelse at spørge om. Jeg blev bedt om at beskrive den pakke, jeg ikke havde modtaget, og måtte så begive mig ud i gætterier om afsender og udseende. Den følgende uge mailede jeg ivrigt frem og tilbage med en GLS-medarbejder, hvis håb om at finde den sandsynligvis halvanden meter lange pakke på deres lager svandt. Til sidst måtte han meddele, at den nok var blevet væk for dem. Heldigvis havde jeg fra begyndelsen involveret den tyske sælger i problemerne, og enden på det blev, at man herfra sendte to nye padler.
2. Købte i sidste uge et stjerneteleskop hos et dansk firma, der pr. mail meddelte, hvilken dag GLS ville levere. Både denne og den følgende dag var vi hjemme hele tiden, men der kom ingen pakke. Hos sælgeren undrede de sig over denne melding og kontaktede GLS, der hævdede, at de havde forsøgt at aflevere pakken, men at der ikke var nogen hjemme. Det er jo bevisligt løgn! Og skulle det være lykkedes for chaufføren at ringe på på en sådan måde, at vi ikke kunne høre det, ville der vel have ligget en seddel i vores postkasse? Leverandøren har nu meddelt, at man har bedt GLS om at returnere pakken, som så vil blive fremsendt med posten. Nu er jeg spændt på, om mit teleskop har været i GLS' hænder uden at tage skade.
Som det nok kan høres, er far skuffet. Én stjerne er faktisk for meget til GLS. Den signalerer trods alt noget positivt. På den nye karakterskala ville -3 være det rigtige at give dette inkompetente og løgnagtige firma.