[REPLY]
Jeg har kendt til Sensetik siden 1999. Et års terapi i en gruppe havde lært mig, at jeg havde brug for terapi og at jeg foretrak en mandlig terapeut.
Jeg blev ført i retning af Sensetik ved et tilfælde. Jeg fandt hurtigt ud af, at det lige var noget for mig. Der var ingen, der talte om spiritualitet, ej heller om energier i flertal. Der var i det hele taget ikke så megen snak.
Min første terapeut, Peter Wiese, som desværre ikke længere lever, insisterede stædigt på, at vi skulle arbejde mere med krop end med ord, og det var det, jeg havde mest brug for, for alt med krop var jeg ikke særlig god til. Til gengæld kunne jeg snakke mig fra mine problemer, men uden at de blev løst af det. Den linje fører min nuværende terapeut Gorm Møller videre med stor dygtighed og megen humor.
Et nøgleord i Sensetik er at mærke – mærke sin krop og sig selv, og derefter forholde sig til, hvad man kan mærke. Det hjælper mig bl.a. til at finde ud af, hvad jeg vil og ikke vil. Det er enkelt, og det forekommer indlysende rigtigt, og det holder.
Sensetik kan varmt anbefales – ikke mindst til alle, der ellers synes at psykoterapeuter snakker for meget og forklarer det ukendte ved hjælp af noget andet ukendt!
Først opdagede jeg, at jeg helt konkret kan gøre noget ved, hvordan jeg har det. Så opdagede jeg, at det kan jeg blive ved med og få det bedre og bedre. De terapeuter jeg mødte var åbne, oprigtige og nærværende i en grad, som jeg ikke vidste fandtes. Det inspirerede mig dybt og jeg var nødt til selv at lære at kunne det som de kunne. Nu har jeg været Sensetik terapeut i 12 år og det er tilfredsstillende på en så dyb måde, at jeg ofte føler mig taknemlig over, at have fået den mulighed tilbudt og over at have taget den.